Generelle bestemmelser

Vandreforeningen Fodslaw arrangerer hvert år rejser til udlandet. Rejserne foregår i turistbusser og enkelte med fly. Rejselederne er medlemmer af foreningens hovedbestyrelse og/eller andre ulønnede personer. Ved færre end 30 deltagere forbeholdes ret til aflysning. Deltagelse i  Fodslaws rejser kræver medlemskab af Vandreforeningen Fodslaw.

Tilmelding og betaling

Tilmelding kan foretages på Fodslaws hjemmeside eller ved henvendelse til kontoret.
Tilmelding og depositum skal være kontoret i hænde senest på den for den enkelte rejse anførte sidste tilmeldingsdato. Tilmeldingen registreres først, når depositum er er modtaget. Sådan kan du betale. Husk at oplyse navn og rejsemål.

Pladserne tildeles i den rækkefølge, som depositum indgår.
Efter modtagelse af tilmelding og depositum fremsendes en bekræftelse fra kontoret  med oplysning om restbeløbet og seneste indbetalingsdato. Kontakt venligst kontoret, hvis bekræftelsen ikke fremkommer, eller hvis den indeholder ukorrekte oplysninger.

Slutinstruktion fremsendes 2 til 4 uger før rejsens påbegyndelse.

Aflysning

Ved aflysning af en rejse tilbagebetales hele det indbetalte beløb. Hvis det ønskes, kan beløbet overføres til en anden rejse.

Indkvartering

Indkvartering sker på hotel, sovesale, vandrehjem eller lignende, jævnfør de enkelte rejsebeskrivelser. Er der på tilmeldingsblanketten anført ønske om overnatning sammen med rejseledsager(e), vil dette så vidt muligt blive tilgodeset. 

Påstigningssteder

Busrejserne udgår fra Jylland. Deltagere fra områderne øst for Lillebælt vil normalt have opsamling ved Fredericia/Vejle Banegård. Se under de enkelte rejser. Ønskes ændring af opsamlingssted skal det aftales med kontoret eller med rejselederen.
Flyrejsen vil som oftest udgå fra Billund Lufthavn, hvor man selv ankommer til.

Forsikring

Deltagerne er selv ansvarlig for tegning af ønskede forsikringer. Fodslaw dækker ikke ved sygdom, ulykkestilfælde eller lignende, og assistance fra rejselederen kan i sådanne tilfælde kun påregnes i begrænset omfang.
Forsikringer kan ikke tegnes gennem Fodslaw.

Andre forhold

Ved væsentlige kursændringer, større stigninger på vejafgifter, øvrige afgifter, startkort m.v., forbeholder Fodslaw sig ret til at opkræve et beløb, der svarer til forhøjelsen.
Der køres i almindelige turistbusser med toilet. Der kan ikke reserveres bestemte pladser i bussen, men rejselederen tager så vidt muligt hensyn til køresyge eller andre særlige forhold. Dette kan anføres på tilmeldingsblanketten.
Alle anvisninger fra rejselederen skal efterkommes.

Vandreforeningen Fodslaw Hovedgaden 3D 
DK-8831 Løgstrup Tlf. +45 86613588 CVR.: 41725516