Hærvejsvandringen 2007  


Medaljemotiv 

Dette er historien om hvad en flok Ølentusiaster brugte uge 28 til.

Vi plejer at bruge en uge af sommerferien til en vandretur op ad den gamle Hærvej fra Schleswig til Viborg. Jeg var med første gang i 78, og dette var min 21 gang.
Turen i år var den 35 udgave med 251 deltagere fra 13 nationer, heraf 163 danskere.
Der er stadig 2 deltagere der har gennemført alle gange. Efterhånden kender man de fleste, og der er blevet knyttet mange venskaber på turene. Jeg har selv fået nogle meget gode venner fra Belgien, som er den 3 største deltagernation på turen.
Til at servicere os er der 40 hjælpere som hvert år frivilligt bruger en hel uge af deres ferie på det, hvoraf de fleste har været med i mange år.

I år var vi en lille gruppe på 4 ud af 14 deltagende Ølentusiaster der havde besluttet os for at vi skulle smage på øllet fra de lokale bryggerier op gennem landet. 3 11 gangs -deltagere, Margrethe, Laila, Steen og undertegnede. Albani står for øl leverancen på turen, efter at Neptun i Silkeborg lukkede, hvis der er nogen der kan huske så langt tilbage. Så jeg aftalte med Steen fra Vrads at vi skulle udvide sortimentet. Så vi fik på forhånd indkøbt øl til nogle smagninger deropad. Vi har jo hørt efter hvad de siger oppe på Ølfabrikken. (Livet er for kort til lorteøl)
Lørdag eftermiddag bliver deltagerne samlet op af busser rundt omkring i landet og kørt til første overnatningssted på en skole i Schleswig, selvfølgelig med stop hos Otto Tuborg. Vi burde have stoppet i Kolding og taget lokalformand fra Esbjerg med, han har jævnligt forsøgt sig på vandreture, men han ville hellere sidde på pubben! Efter indkvartering og stor gensynsglæde med gamle venner var det tiden til at besøge Brauerie Aasgaard. Bryggeriet er indrettet i en gammel station, og er et hyggeligt sted med live musik og restaurant. De brygger 3 forskellige øl, en hvede, en pilsner og en lagerøl. Ikke noget der er værd at køre langt efter, men det blev lagerøllen der blev udvalgt til næste dags vandring.
Ruten er hver dag opmærket med pile 

Urnehoved Tingsted. Ebbe, Ølentusiast fra Nyborg. 
Dag 1. Søndag morgen var der opkald kl. 5 og afgang med bus til en idrætshal i den nordlige bydel. Efter indtagelse af morgenmad blev deltagerne budt velkommen af vandringslederen, og så var den første dagsmarch på 49 km. til Grænsehallerne i Kruså åben. Dagen bød på 4 officielle rastepladser, Idsted, Süderschmedeby, Hornholz, og skoven nord for Flensburg. Vi holdt dog lige et pitstop hos købmanden i Lüschau, for at smage på Holstien og Flensburger Dunkel. Kl. 15.30 nåede vi endelig dagens vigtigste mål, Hansens Brauerie på havnen i Flensburg. Her var der virkelig gang i 1 meter schwarz bierne, så vandrerne fik hurtigt okkuperet hele terrassen foran bryggeriet med udsigt til de gamle dampskibe.  
Det er et must at besøge dette bryggeri, lynhurtig servering og god mad. 5 stjerner til Hansens. Desværre kunne vi jo ikke blive siddende der resten af dagen, for vi skulle være i mål i Kruså inden 21.00. Den sidste del af turen gik ned gennem Wassersleben og Kobbermølle op til hallerne.
Efter oppustning af luftmadrasser og et bad var det tiden til aftensmad i den ene hal,
Maden der bliver serveret hver aften er god dansk kromad. I Kruså stødte vores supporter til, Røde fra Sverige med svenskerslæden. Han havde fyldt bagagerummet op, og sørgede for ekstra rastepladser og specialøltransport under resten af turen.
 
Dag 2. Mandagen på Vandringen er en rigtig hyggedag på 38 km. Start kl. 8 med sædvanlig afgang efter tamburinpiger og fanebærer. Første stop er ved Bommerlundstenen og Gejlå broen. Den ene af de 3 gamle bevarede stenbroer på Hærvejen. Her er der som regel altid nogle gamle gængere der fejrer et jubilæum, og i år var ingen undtagelse. 300m længere fremme var næste stop, Gejlå købmanden. Her skulle også skylles, og nogle skulle have fornyet garderoben.
Gejlå Bro 
Købmandskonen har Sønderjyllands største udvalg, og rygtet siger Dronningen kigger jævnligt forbi for at købe nyt tøj. Der var 3 officielle raster den dag, den første nåede vi heller ikke i år. Pouls bro blev den næste hærvejsbro vi gik over inden vi kom til Urnehoved, Sønderjydernes gamle tingsted. Her var endnu er jubilæum, 3 x 20 gangs deltagere. Ved 18 tiden ankom vi til Røde Kro skole hvor der var indkvartering.
Aftensmaden blev serveret på selve Røde Kro, og der serveres turens bedste menu.
Indtil midnat var der asfaltbal i skolegården, og lagkage med Irsk kaffe i cykelskuret.
  

Bøgedalsmagning i Nørup. Røde, Laila og Steen.  
 Dag 3. Tirsdag. Dagens distance 47,5km med mål i Jels. Her blev Immervad bro passeret, den sidste af de gamle hærvejsbroer. Sagnet siger at en mand huggede broen ud af en stor kampesten. Efter 15 km ankom vi til Slukefter kro, en af de gamle hærvejskroer. Her er der tradition for biksemad med spejlæg og sild med tilbehør! Og der var nok af det. Selvfølgelig skyllet efter med Fulsang Blackbird. Efter det krobesøg havde vandringslederen fået sendt en AWACS på vingerne for at holde øje med at vi ikke skød genvej til Vojens. Der er hver dag 3 kontroller som skal passeres inden for et bestemt tidsrum. Rast 2 var placeret på Tørning mølle, en gammel mølle med egen vandkraftværk. Nu egnsmuseum, med en fantastisk flot beliggenhed. Rast 3 og 4 var placeret på hver sin side af Oksenvad hede. Inden vi nåede Jels passerede vi det der indtil 1999 var troldeskoven, men det blæste som bekendt lidt kraftigt det år.
I Jels var der indkvartering i Skolen, og spisning på vandrehjemmet.
Dag 4. Onsdag. Sædvanlig afgang kl. 8.00 med Randbøl som mål efter 48 km. Vores første stop var i Skodborg hvor det var en Black Ale fra Ribe Bryghus der skulle prøves af. Den fik kun 1 stjerne. Vi skulle også have smagt øl fra Troldhede denne dag, men det havde Steen selvfølgelig glemt hjemme i ølkælderen, sammen med øllet fra Råsted.
I Vejen er et fast mødested for os Uptown, hvor der halv pris inden middag. Så her stod den på Carls Dark ale. En Ølentusiast fra Tilst, Åse mente dog at vi lige skulle have en prøvesmagning i hvid, blå og grøn Tuborg inden vi nåede halvvejs skiltet i udkanten af byen. Uha uha!
 

Virklundsmagning i Vrads. 
Næste gamle hærvejskro var Bække kro. Her reklamerede man med specialøl til 25 kr, så det lød jo spændende. Det viste sig at være Corona, Eku 28 og Albani påskebryg!
Så det blev til en Hærvejsfadøl, Odense Classic serveret til en gammel mørbradbøf.
Derefter var der et langt sejt træk op over Fitting og Randbøl hede til vi kom til en gammel kartoffelcentral hvor rast 4 var placeret. Kartoffelavleren var nu pensioneret, så han havde bygget nogle store flotte vindmøller, som nok er et besøg værd. Da vi ankom til Randbøl kirke blev vi samlet op af en bus og kørt til Billund hallerne for indkvartering.

Viborg Bryghus 

 Dag 5. Torsdag. Efterhånden kan man godt begynde og mærke fødderne, de er begyndt at protestere. Men der er ingen vej udenom. Heldigvis var Dr. Nielsen med på turen, så han blev jævnligt konsulteret. Vi blev kørt retur til Randbøl kirke, hvor der er flyvende start på dagens 45,5 km til Nørre Snede. Første pitstop med udsigt over Engelsholm slot bød på Bøgedal No. 43 i 2 versioner. Klasse! Kl. 11 var vi i Jelling, og her skal en gammel tradition smages. Gennem årene har vi altid drukket half & half på Harald Blåtand, som ligger lige over for Jellinghøjene. Men den var lukket i år, en pizzabager som kommer langt syd for fra, har overtaget stedet, så det foregik i år på pizzeriaet. Men mon ikke de to kommende bryggerier i Jelling er klar til at tage over næste år?

Billedet fra Blåtanden er godt nok 6 år gammelt. Det er fra dengang hvor Dorthe og K E drev stedet. De fire kønne damer er det ene sanitetshold. Det år var jeg heller ikke afgørende i front, men var blevet hængende på stedet. De 4 damer kommer så ind og nægter at forlade stedet før jeg går, så jeg vågner jævnligt kl. 3 om natten badet i sved med en ond drøm om at de 4 står rundt om min seng og nedstirrer mig.

Turen fortsatte til Harresø kro hvor menuen bestod af skinke og spejlæg. Der var dog også mulighed for at nyde dagens suppe på rasten på parkeringspladsen. Derefter var det op til Kollemorten, hvor købmanden havde stort rykind. Videre til Tinnet krat, hvor Gudenåens udspring kan ses. Her var det Red ale fra Horsens Bryghus der stod for tur. Videre forbi Jyllands højst beliggende kirke, Øster Nykirke til Rørbæk sø. Her er der mulighed for en dukkert, men det var lidt køligt i år. Indkvartering var på Nr. Snede skole.
For dem der havde betalt kontingent var der arrangeret vandregudstjeneste i kirken.

Dag 6. Fredag. Sidste lange dagsmarch på 48km. til Thorning. Dagens første øl var den Gode & den Onde fra Duelund Bryglade. Da vi kom til Vrads var der Virklund smagning på olderfruens terrasse i Thørsting Wrads Herreders Øl Laug. Hos Vrads købmandshandel skulle der lige filosoferes over mange hyggelige timer i forsamlingshuset og laden over en Dark Gambrinus, inden vi begav os ud over Vrads Sande. Et storslået stykke natur.
Videre op over Funder til turens 3 bryggeribesøg på Kragelund Bryghus. Der er ikke åbnet endnu, men vi blev modtaget af Ejner Husted som bød på smagsprøver fra kommende bryg. Frokost øl på 4%, Stout 6,4% og Smedens jul 7%. Øllene var ikke helt færdigudviklede, men det tegner lovende. Denne dag byder på mange private rastepladser på ruten, da der er mange gamle deltagere der lige vil ud at sige hej. Denne sidste aften er der overnatning på Thorning skole og vablebal i hallen. Så det blev sent inden sidste mand fandt køjen den nat.

 


Laila, Steen, Søren og Margrethe foran
rådhuset.

Dag 7. Lørdag. Der var fælles afgang kl. 7 på de sidste 24 km til Sdr. skole i Viborg.
Første stop var toppen af Dollerup Bakker, hvor Røde serverede sin sidste Harboe Classic for folket. Frokosten blev indtaget på Niels Bugges kro ved Hald sø, inden sidste stop ved købmanden i Hald Ege hvor fisken lige skulle have en Limfjordsporter og svømme i.
Da vi kom til skolen, var turen gennemført, og kæderne blev overrakt. Kl. 12.30 var der fælles indmarch til rådhuset, ledsaget af politiorkester. Men vi skulle jo lige nå endnu et bryggeribesøg, Viborg Bryghus som ligger 400 m fra rådhuset. Her blev deres porter prøvet af. Den fik 3 stjerner.
Foran rådhuset blev alle budt velkommen af borgmesteren, og 1-10-25-35 gangs deltagere fik kæden overrakt. ”Borgmesterkæden” bliver udvidet med led år efter år. De første 9 deltagergange er det en sølvkæde, 10 gang starter man så på en guldkæde som bliver lukket efter 25 gange. Derefter en medalje med deltagergang.

Næste udgave er 6-12 juni 2008. Håber at vi ses.

Søren Christensen
Tommerup
21 gangsdeltager.
 

 
Annoncer
Banner
Banner
Tilmelding